Sommer på 3.

Sommeren er over os og solen skinner fra en skyfri himmel næsten hver dag. Det er vidunderligt, og godt for humøret med alt det lys. Varmen kan dog blive næsten for meget for et følsomt sind. 

Angsten er blevet lagt på hylden. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt angsten, men det har måske været først på året, og slet ikke i en grad som forhen. Jeg anser faktisk mig selv som angstfri. Jeg har ikke angst, jeg lider ikke af angst, jeg er ikke syg, jeg har ikke en psykisk sårbarhed eller sygdom der vil følge mig hele livet. Jeg er fri. Jeg er særligt sensitiv. Det betyder at jeg, ligesom 15% af befolkningen, har et mere følsomt system og væsen. Hvis jeg ikke indretter mit liv efter det karaktertræk, som særlig sensitivitet er, så vil jeg ret sandsynligt begynde at få angst igen. 

Det er en kæmpe lettelse at vide at jeg ikke er syg. Lige pludselig står verden åben for mig, jeg kan hvad jeg vil, uden angst. Jeg skal bare gøre det på min måde, jeg skal huske på at gøre hvad der er bedst for mig, og ikke bare gøre alt som de andre. For det er mig der skal være glad og tilfreds :) 

De sidste par måneder har jeg mærket en kæmpe udvikling inden i mig. Jeg griner mere, jeg snakker mere, jeg er mere social, mere afslappet, mere voksen. Min fødselsdag er først om en uge, men jeg føler mig allerede som en på 23 ;) 

Jeg har stadig nogle svære dage, jeg bliver overvældet, overskrider mine grænser, har svært ved at overskue dagligdagen. Men fremtiden ser bare så lys ud. Når jeg starter på min hf om to uger, så kommer der struktur på min dag og på min uge, og det kommer til at gøre en kæmpe forskel. Af erfaring ved jeg, at så sker der rigtig meget af sig selv, når først hjulene er sat igang. 

Apropos alle forandringerne:

I sidste uge stod jeg hjemme da jeg pludseligt mærkede at jeg er ved at være klar til at tabe mig. Som et lyn fra en klar himmel kom den følelse. Selvfølgelig har jeg været træt af min overvægt før, det er ikke fedt. Jeg har bare vidst at jeg ikke havde overskuddet til at ændre ret meget på det. Så jeg accepterede at sådan måtte det være i en periode. Den periode er vist ved at være slut. Jeg kan godt blive i tvivl om jeg kan, om jeg har viljen og styrken. Så er det at jeg vender rundt og tager mig selv hårdt i armen! "Mathilde! Du har kæmpet dig ud af angsten. Du har været igennem flere år hvor du næsten ikke har kunnet overkomme at stå ud af sengen. Nu står du her og har vundet kampen. Skal overvægten styre dig, når du vil af med den? Nej! Du bestemmer hvordan tingene skal være!"

Det er den styrke jeg skal holde fast i, så jeg ikke lader mig overvælde af de følelser som rigtig gerne vil spise og helst det usunde. Jeg har fået ny læge, og igennem hende kan jeg komme til en diætist og få hjælp og støtte. Det bliver sat i gang efter ferien, det er lidt spændende og skræmmende. For det er selvfølgelig lettere bare at ligge i sengen og spise nutella, men det bliver man altså ikke glad af! 

Det var lige lidt fra mig, der tager en slapper i sommerhus med familien. 

Alt det bedste

Mathilde 

Indsamling til HF

Jeg har startet en indsamling! Jeg vil meget gerne starte på en 3årig HF til sommer, men det koster 3350kr, og det har jeg desværre ikke. DEL meget gerne  Mathilde Dreisig

https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/psykisk_saarbar_hjaelp_til_betaling_af_hf/

Who do I have to **** to get some help around here?

Siden november har jeg tigget og bedt om at få lov til at komme i en form for forløb, der kunne gøre mig klar til at begynde på en fuld hf til august. Jeg forklarede at jeg manglede kun det sidste lille skub, men jeg manglede det! Jeg havde brug for at komme ud blandt unge, uden alt for mange psykiske problemer, som kunne være starten på et netværk. Og ikke mindst ville jeg gerne være i et miljø, hvor aktiviteterne var uddannelsesrelaterede og det hele var målrettet mod at jeg gik motiveret efter at kunne starte på en fuld hf.
7. januar starter jeg i et projekt, der lyder rigtig godt - Masser af kommunikation og tæt samarbejde med sagsbehandler og personale i et ungdomsmiljø, hvor der bliver lagt vægt på fællesskab og på at komme i uddannelse. Plus at de unge ikke har det betydeligt dårligt psykisk.
Når man bliver lidt desperat efter at blive klar til august, så kan det ske at man bliver lidt blind. Det har jeg været da jeg besøgte stedet før jeg startede, for ellers havde jeg måske stillet lidt flere spørgsmål og krav. Samtidig fortalte jeg både til min sagsbehandler og til dem i projektet, hvad jeg ønskede at få ud af forløbet, og alligevel sagde de at det passede lige til mig.
Nu har jeg været i projektet i over to måneder, og uden en eneste sygedag kan jeg vist godt tillade mig at vurdere hvordan det er gået. Det jeg har fået ud af det, er at jeg er blevet ret glad for at gå i fitnesscenter. Det gør vi nemlig tre gange om ugen, og det er dejligt. Så er der en dag med kreativt værksted, hvor du kan lave hvad du vil og så en dag med madlavning. For det første er det meget stressende for mig, fordi det hele er meget ustruktureret og tilfældigt. For det andet så har det slet ikke fået mig så tæt på en hf som jeg ville foretrække. Det er jo ikke for sjov at jeg ikke har taget en uddannelse endnu, at jeg har startet på 5 forskellige og måtte stoppe igen, fordi jeg ikke kunne klare det. Jeg har fået det meget bedre, men kan man fortænke mig i at jeg gerne vil være så godt forberedt som muligt? At jeg vil være så sikker som muligt på at det lykkes? At jeg gerne vil have at det går så let som overhovedet muligt? For en gang skyld at jeg ikke skal kæmpe en kamp for at få det til at lykkes.

Jeg er blevet tilbudt et forløb hos vuc, april, maj, juni, hvor jeg kunne øve mig i at have et fuldt skema,  være tryg i et klasselokale, have klassekammerater, lektier.. Det foregår på 9. klasses niveau, jeg ligger godt nok højere end det, men det var hvad de kunne tilbyde. Her kunne jeg få SU, men da jeg skal starte på hf efter sommer, kan jeg ikke få SU i sommerferien, og heller ikke kontanthjælp. Jeg har det stadig ikke godt nok til at skulle have et arbejde, og slet ikke samtidig med at jeg går i skole. Så jeg ville blive nødt til at låne penge, som jeg jo ikke rigtigt ville have mulighed for at betale tilbage, når jeg også skal have noget at leve af. Derfor måtte jeg jo beslutte at det havde jeg ikke penge til. Kommunen kan ikke hjælpe mig, for de har ikke et tilbud der passer til mig. Fagligt er jeg for dygtig til at komme på de skoleforløb de har. Så højst sandsynligt kommer jeg til at fortsætte på projektet indtil sommer, og så må jeg selv finde ud af at blive klar til at starte i skole. Man skulle ellers tro at kommunen ville gøre meget for at sørge for at jeg ikke kommer tilbage på kontanthjælp, men de tager chancen og krydser fingre!

Nogle kan klare den, og andre kan ikke. Jeg skal nok klare den. Men det ved de ikke! Der sidder nogle mennesker, som har aldrig har set eller hørt om mig. For dem er jeg en udgift, et nummer i rækken. På trods af min ligegyldighed i deres verden, så bestemmer de hvor godt rustet jeg skal være til at begynde på min uddannelse. Jo jo, det er MIN uddannelse, det er mit liv, jeg kan gøre som jeg vil, jeg skal selv tage ansvar, jeg skal kæmpe mine kampe. Tro mig, jeg kæmper! Jeg tager ansvar! Jeg sidder ikke på min flade og venter på at noget skal blive serveret for mig. Jeg prøver ikke at gøre mig selv til offer for systemet, systemet har ikke ødelagt mit liv. Men det har godt nok heller ikke altid gjort mit liv nemmere. Systemet har brugt masser af penge på mig, på kontanthjælp, forskellige aktiveringstilbud, de betaler for at jeg tager samfundsfag på VUC. Det er alt sammen meget fint og dejligt. Der findes en hel del gode sagsbehandler som gør alt hvad de kan for borgerne, men som jo alle sammen ligger under for regeringens regler.
Hvad gør man så når der ikke er meget hjælp at finde? Ja, man kæmper jo videre og håber at kræfterne ikke slipper op.

I dag skal jeg snakke med en vejleder fra hf på VUC. Så må jeg se om de vil optage mig på en 3årig hf-klasse. Håber, håber, håber...

Alt det bedste,
Mathildet

Mors ideer er altid de bedste

Min mor synes det er en god idé at begynde at skrive her igen. Det synes jeg da også selv, men det er alligevel så svært at komme i gang. I dag er vist bare en tilpas irriterende dag, så nu kommer jeg alligevel i gang ser det ud til.

Det er et år og tre uger siden jeg skrev mit sidste indlæg. Siden har jeg skrevet et par kladder som ikke er blevet til noget, og jeg har skrevet hundrede indlæg i mit hoved, som aldrig er blevet skrevet ned. Og hvad er der så sket siden sidst..

Jeg startede 2013 med at være i fjernsynet. Jeg var med i tre programmer der handlede om angst på TV2 Fyn. De var faktisk en stor succes, og jeg fik virkelig mange kommentarer og en masse ros. Der kom beskeder fra fremmede som fandt mig facebook, gamle venner og bekendte som var blevet rørt over at se mig fortælle om min angst. Det var enormt fedt og jeg var stolt af mig selv, men samtidig var det også ret hårdt. Der var pludselig mange beskeder jeg skulle svare på, og jeg kunne faktisk ikke overskue det. Men heldigvis gik det hele, og jeg tænker stadig på hvor dejligt det var at få så meget opmærksomhed :D

I marts tog jeg til USA i tre uger. Jeg blev inviteret af Svend, som jeg havde været kærester med et par måneder. (Vi blev hurtigt bare venner, men det er nu også dejligt.) Det var nok den største oplevelse i mit liv, og jeg tænker tit på hvor taknemlig jeg er over at han gav mig den mulighed. Nogle undrede sig over at jeg kunne tage til USA, pga min angst, men det er nu engang sådan at angst er ulogisk og giver ofte ikke nogen mening, slet ikke for folk der kigger ude fra.

I sommers stoppede jeg hos min psykiater efter cirka et år. Jeg følte ikke at jeg fik nok ud af det, og selvom jeg ikke blev mødt af megen forståelse hos psykiateren eller gruppen jeg gik i hos hende, så valgte jeg stole på min egen mavefornemmelse. Og heldigvis. Samme måned startede jeg hos en psykolog der arbejdede kognitivt. Med det samme kunne jeg mærke at den form for terapi var meget mere rigtig for mig. Jeg gik hos psykologen i lidt over 5 måneder, og i den tid udviklede jeg mig langt langt mere end i det år jeg gik i gruppen hos psykiateren. Pointen her er jo at man ved altså stort set altid hvad der er rigtigt for en selv. Hvis man giver sig tid og lov til at mærke efter i maven, så ved man det godt. (Som et lille ekstra tip kan jeg fortælle, at min mor siger at igennem forløbet med min angst, har hun lært at en mor ved hvad der er rigtigt for hendes barn, også selvom læger og alle mulige siger noget andet.)

For to uger siden stoppede jeg hos min psykolog, eller min psykolog stoppede med at arbejde som psykolog, så ja, så gav det jo sig selv at jeg måtte afslutte mit forløb. Det er også sådan at man kan få to henvisninger til psykolog når man har angst. Det vil sige at man kan få 24 gange, hvor man får tilskud fra sygesikringen og selv betaler ca. 320 kr, derefter skal man selv betale det fulde beløb som er omkring 800 kr tror jeg. Jeg har to gange tilbage ud af de 24, så jeg satser på at jeg bare har det super godt fra nu af ;)

I august måned startede jeg på VUC hvor jeg tager samfundsfag på c niveau. Det er tre timer hver fredag, og nu hvor jeg er kommet igennem første halvår cykler jeg selv derind hver gang. Det første halvår blev jeg fulgt, fordi jeg fik så meget angst inden jeg skulle derind. I timerne er det nu gået ret godt, og jeg føler mig ikke særlig hæmmet i forhold til at række hånden op og den slags.

I december stoppede jeg på CSV hvor jeg havde gået i halvandet år. Det er den her skole, som har speciel undervisning for psykisk sårbare voksne og unge. Det var ærlig talt lidt trist. Jeg følte at jeg mistede min base, og at det blev taget fra mig (Selvom jeg helt selv valgte at stoppe, fordi jeg havde det for godt til den undervisning de havde). Særligt en af lærerne har vundet mit hjerte. Hun mødte mig hvor jeg var, og uden at gøre noget særligt tydeligt så hjalp hun mig med at finde selvtillid og ikke mindst mit selvværd. Hun var aldrig i tvivl om at jeg nok skulle nå mine mål, og jeg kunne virkelig se i hendes øjne at hun var ikke i tvivl, hun troede så meget på mig. Det er jo fantastisk at der kan komme et menneske udefra, som kan se alle de ting i mig, som jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtigt tør tro på, og så gør hun alt hvad hun kan for at hive det frem til overfladen. Jeg har selv en fantastisk mor, som er alt hvad jeg kunne ønske mig, men Kirsten hun blev altså lidt som en ekstra mor for mig når jeg var på CSV.

Apropos Kirsten, så løb jeg, sammen med hende og Kathrine fra CSV, 5 km til Nytårsløbet d. 31. december. Det var en ret fed måde at slutte 2013 af på. Vi havde løbetrænet siden september, og jeg havde trænet mig op til 3 km. Så de sidste kilometer var ren willpower :D

Det var så 2013 i en absolut forkortet version.

Jeg satser på at vende tilbage inden 2014 er slut ;)

Alt det bedste,
Mathilde

Et lille jule-angst-blogindlæg med ekstra smørklat

Glædelig 2. december - I den anledning skal der lidt liv i bloggen igen!

I dag vil jeg tage noget op, som har fyldt en del i mig i et stykke tid. Det handler om, hvordan jeg forholder mig til andre, der også har angst. Særligt dem, som ikke er nået lige så langt i deres proces, som jeg er i min, og dem der ikke arbejder så meget med deres problemer, som jeg gør.
Jeg får helt dårlig samvittighed, og får lidt svært ved at stå ved, at jeg nu engang har det sådan. Men jeg bliver så irriteret, og en smule vred eller frustreret. For jeg ved jo, at man bliver nødt til at kæmpe i mod. Kæmpe, kæmpe, kæmpe. Og øve sig, indtil man har lært at angsten ikke er nødvendig. Jeg ved at hvis man ikke kæmper i mod i dag, og lader angsten vinde, så bliver det kun sværere i morgen. Så når andre ikke gør sådan, så river det op i alt muligt inden i mig, og det gør ondt, for jeg vil jo så gerne at andre også skal få det bedre.
Jeg kan sagtens huske hvordan det var at være overvældet af angsten, og lade den vinde alt for tit. Så jeg kan jo godt sætte mig ind i hvordan andre har det, og hvorfor der er ting de ikke kan.
Noget af det jeg føler, er selvfølgelig egoistisk. For det handler jo om at andres angst, nogen gange går ud over mig, selvom det selvfølgelig lyder meget selvoptaget. Men jeg synes jo ærligt talt at angsten har ødelagt nok for mig, og holdt mig nok tilbage, fraholdt mig nok fra sociale ting.
Heldigvis er jeg jo ikke kun egoistisk, så mon ikke det går det hele :)

Alt det bedste,
Mathilde

Ny blog-adresse :D

Hej alle sammen :D

Jeg har fået min egen hjemmeside,
og der kommer min blog til at være fra nu af :)
Det første stykke tid ligger jeg den dog også op her.

Jeg håber at se jer på mathildedreisig.dk 

Alt det bedste,
Mathilde

Flourish

Sikke en solrig søndag! Solen skinner godt nok ikke mere, men det gjorde den i morges, og jeg har heldigvis gemt nok til resten af dagen. Klokken er kun 12, og jeg har allerede vasket 4 maskiner tøj, strikket på min sok og spist morgenmad. Jeg har kun vasket tøj her et par gange før, jeg bryder mig ikke om at skulle være nede i vaskekælderen, fordi der kan være andre dernede. Men for tiden har jeg ret meget styr på min angst, og selvom nogle ting giver mig lidt uro, så gør jeg det alligevel. Det er et kæmpe fremskridt, og det er gået virkelig hurtigt lige pludselig.
I torsdag startede jeg i gruppe hos kommunen, 12 gange der handler om social adfærdstræning. Før ville det have været voldsomt angstprovokerende, og det havde højst sandsynligt været umuligt for mig at tage derhen selv, og samtidig ville jeg have haft hjertebanken, svedeture, ondt i maven, kvalme, diarré, flimren for øjnene, følelsen af ikke at kunne overleve det, og måske endda tanker om hvilke ulykker jeg kunne komme ud for, så jeg ikke kunne møde op i gruppen. F.eks. vælte på cyklen, brække et ben, ting der kunne ske pludseligt, og redde mig i sidste sekund. Det er heldigvis ved at være længe siden, jeg har fået det så slemt.
I torsdags mærkede jeg kun en lille snert af nervøsitet, egentlig kun lidt uro i hovedet, fordi det altid er lidt nervepirrende at skulle starte et nyt sted, med fremmede mennesker, og hvor man skal arbejde med sig selv. Alligevel blev jeg ved med at sige til andre hvor nervøs jeg var, og jeg troede faktisk at jeg var angst, og at det ville blive svært at komme derhen. Men da jeg næsten var helt henne, hvor gruppen skulle holdes, kom jeg til at mærke efter i min krop. Der skete ingenting. Jeg følte ingen nervøsitet overhovedet. Jeg var bare blevet fanget i de gamle mønstre, og glemte helt at mærke efter i min krop, hvordan det føltes i det øjeblik. På en måde var det jo virkelig lettende og befriende, ikke at have angst, og at mærke at jeg er nået rigtig langt i min proces. Samtidig er det også meget skræmmende, at kroppen husker følelser og situationer så godt. Fra naturens side er det rigtig smart, når man har oplevet noget farligt, så passer man på i lignende situationer. Det er bare ikke så smart når man har været angst, stort set hele tiden og i næsten alle situationer. Så nu vil jeg fokusere rigtig meget på at fylde mig op med positive oplevelser, så der ikke er plads til alle de dårlige, der er irrationelle.
Jeg gider nemlig ikke leve mit liv sådan, og derfor gør jeg noget ved det.
Der er kun en vej, og det er den lange hårde vej. Så nu vil jeg tage det solskin jeg samlede i morges, og fortsætte min vandring! :D

Alt det bedste,
Mathilde